Sikkerhed på stranden

Sikkerhed på stranden

Når sommeren er over os, kan det være dejligt med en dukkert i havet. Også mange børn elsker at kaste sig i bølgen blå, og her er det vigtigt at være særligt opmærksom på sikkerheden. Her kan du få gode råd til, hvordan I undgår ulykker på stranden.

Børn drukner stille

Drukneulykker er som regel en stille affære, fordi barnet ofte ikke råber om hjælp. I nogle tilfælde er de faktisk så stille, at den voksne kigger på barnet uden at vide, hvad der er ved at ske. Det er derfor meget vigtigt, at du altid holder øje med dit barn, når det bader. Husk også, at børn ofte larmer, når de leger i og med vand. Hvis de bliver stille, skal du derfor skynde dig at finde ud af hvorfor.

Sikkerhed på stranden

Det er vigtigt at have styr på sikkerheden, når dagen skal tilbringes på stranden. Du bør derfor forberede dit barn på strandturen og lære ham eller hende om de 8 officielle baderåd.

De 8 baderåd:

  1. Lær at svømme og springe rigtigt
  2. Bad aldrig alene
  3. Bad kun, hvor det er tilladt
  4. Gå kun ud til navlen
  5. Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok
  6. Svøm langs kysten
  7. Bad aldrig med alkohol eller euforiserende stoffer i blodet
  8. Gå op, når du begynder at fryse

    Kilde: Rådet for større badesikkerhed

SikkerHverdag.dk er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet.