Kort om farepiktogrammer

Kort om farepiktogrammer

Farepiktogrammerne fortæller dig, hvilken fare kemikalierne udsætter dig for, så du kan undgå uheld i hjemmet. Vi kender allerede faremærkningen fra de orange faresymboler på forskellige kemikalier, men siden juni 2015 har virksomhederne skulle mærke farlige kemiske produkter med de nye farepiktogrammer, som er fælles for hele verden. Det er også de nye piktogrammer, som bruges her på siden. Frem til juni 2017 vil du dog fortsat kunne støde på de gamle orange faresymboler på de kemikalier, der sælges i detailhandelen, og som var på lager inden de nye mærkningsregler trådte i kraft.

Kemikaliernes faremærkning vil fremgå af etiketten på produktet. Etiketten indeholder både de nye piktogrammer og oplysninger om farens art og forholdsregler ved brug. Derudover indeholde etiketten et signalord – enten ”Advarsel” eller ”Fare”, hvor ”Fare” vil stå på de farligste produkter.
 

Giftlinjen

Du kan ringe til Giftlinjen, hvis du er blevet forgiftet, eller hvis du har mistanke om forgiftning. Her kan du få råd og vejledning af sygeplejersker og læger. Du kan ringe hele døgnet på telefon 82 12 12 12.

5 gode råd: Sikker brug og opbevaring af kemikalier

  • Lad altid kemikalier forblive i deres originale emballage.
  • Følg instruktionerne på etiketten.
  • Udsæt ikke hud, øjne og lunger for kemikalier.
  • Opbevar altid kemikalier utilgængeligt for børn.
  • Opbevar aldrig kemikalier sammen med levnedsmidler, foderstoffer, lægemidler og lignende.

 

Bortskaffelse af kemikalier

Store mængder kemikalier må ikke aldrig hældes i kloakken, medmindre dette selvfølgelig er formålet med produktet. Du skal aflevere farligt affald på din lokale genbrugsplads. Nogle kommuner har en ordning om, at man godt må sætte farligt affald sammen med storskrald, så længe det står separat. Det kan også være, at din kommune har en miljøbil, der kommer forbi engang imellem, og som du kan aflevere farligt affald til. Find og følg derfor altid din kommunes anvisninger.

 

 

SikkerHverdag.dk er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet.