Sikker vugge

Sikker vugge

Der findes to typer af vugger: Hængevugger, der hænger i et stativ eller en krog i loftet, og vugger, der står på gulvet. Gulvmodellerne kan enten gynge fra side til side, køre på hjul, stå som en seng eller svinge mellem to stolper. Vuggerne findes desuden i forskellige størrelser – oftest måler gulvvuggerne flere centimeter i længden og kan dermed bruges længere end hængevuggerne. 

Sikkerhedskrav til vuggen

Der er ikke nær så mange krav til vugger, som der er til tremmesenge, men der er dog alligevel et par ting, du bør være opmærksom på, hvis sikkerheden skal være i orden.

  • Den indvendige sidehøjde skal være mindst 27,5 centimeter uden madras og 20 centimeter med madras, for at forhindre, at barnet ikke kan falde ud.
  • På svingende vugger, skal der mindst være 2,5 centimeter mellem vugge og stel, og svingningsfunktionerne skal kunne låses fast, ellers er der risiko for, at barnet klemmer fingrene.

6 gode råd: Sådan sikkerhedstjekker du din vugge

  1. Hvis vuggen kan gynge eller svinge, skal du være opmærksom på, at større børn og voksne kan få fingre eller tæer i klemme.
  2. Vuggen skal stå stabilt og ikke vælte, når den gynger fra side til side.
  3. Svingfunktionen og eventuelle hjul skal kunne låses fast.
  4. Hvis gyngen hænger i loftet, skal du sikre, at den hænger stabilt og er sat fast, så den ikke falder ned.
  5. Hvis du bruger en hængevugge, der hænges op i en krog, skal du være opmærksom på, at beslaget ikke må være udformet, så der kan slides metalsplinter løs, fordi metal gnider mod metal. I så fald kan barnet risikere at få metalsplinter i øjnene. 
  6. Tjek, at der ikke er snore eller smådele, som barnet kan komme til skade med, i nærheden af vuggen.

SikkerHverdag.dk er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet.