Sikkerhedstjek af legeredskaber

Sikkerhedstjek af legeredskaber

Det kan være en god idé at give alle legeredskaberne i haven et sikkerhedstjek. Det gælder både gynger, legehus, rutsjebane, vippe, sandkasse og klatrestativ. Der kan nemlig være steder, hvor barnet kan hænge fast, skære sig, få arme, ben, hoved eller fingre i klemme, blive kvalt eller falde ned og ramme noget hårdt. Husk også at tale med dit barn om, hvordan man undgår at komme til skade på legeredskaberne. Lær fx barnet, at det er farligt at gå ind foran en, der gynger.

Sandkassen

Sandkassen er et populært opholdssted for børn, og det sker, at børn putter sandkagerne i munden. Du bør derfor sikre dig, at sandkassen ikke indeholder dyreekskrementer eller kemiske stoffer. Det kan du gøre ved at skifte sandet hvert år og undgå at bruge sveller eller trykimprægneret træ til sandkassen. Imprægneringsmidler er sundhedsskadelige, da de er giftige og/eller kræftfremkaldende. Det samme gælder sveller, der afgiver giftige kemikalier.

Trampolinen

Det kan være farligt at hoppe på en trampolin, der er gået i stykker. Du kan læse mere om, hvordan du giver trampolinen et sikkerhedstjek her. 

Guide: Sådan sikkerhedstjekker du legeredskaberne

  • Læg sand, grus, græs eller en gummimåtte under gyngestativet. Det er væsentligt blødere at falde ned på end fliser, beton og asfalt.
  • Hav sideafskærmninger på rutsjebanen, så barnet ikke falder ned.
  • Tjek om gyngeophænget sidder ordentligt fast. Efterspænd det jævnligt.
  • Tjek, om gyngens kæder er så store, at barnet ikke kan få fingrene i klemme. Du kan eventuelt trække kæderne igennem et stykke plastikslange.
  • Tjek, at der ikke er åbninger, hvor barnets hoved kan smutte igennem. Åbninger bør være mindre end 13 cm eller større end 23 cm.
  • Tov, wirer og andre bevægelige dele bliver slidt. Tjek dem jævnligt.

SikkerHverdag.dk er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet.