Få styr på elsikkerheden i hjemmet

Få styr på elsikkerheden i hjemmet

Det er vigtigt at huske elsikkerheden, når du børnesikrer dit hjem. Hvis der ikke er styr på strømmen, kan dit barn nemlig komme slemt til skade.

Fejlstrømsafbryder

Det er lovpligtigt at have installeret en fejlstrømsafbryder i sit hjem. En fejlstrømsafbryder sikrer, at strømmen bliver afbrudt, hvis der er fejl i dine elapparater, eller hvis du får et elektrisk stød. De mest almindelige typer af afbrydere er en HFI eller en HPFI.

Stikkontakter og ledninger

Børn kan nemt finde på at stikke fingre eller legetøj ind i en stikkontakt. Derfor er det meget vigtigt, at sikkerheden er i orden, så dit barn ikke kommer til skade. Hvis du har gamle stikdåser, hvor du umiddelbart kan stikke et søm ind, så skift dem omgående ud til nye og godkendte med pillesikring. Du kan også købe børnesikringer til at sætte i de stikkontakter, der ikke bliver brugt. Som udgangspunkt kan børn heldigvis ikke få stød ved at røre ved kontakter, stik og stikdåser, men hvis de begynder at eksperimentere med at stikke ting ind i de små huller, kan uheldet godt ske. Det samme gælder, hvis de hiver en gammel stikprop halvt ud, så benene på stikproppen bliver blottede.

Gode råd: Stikkontakter og ledninger

  • Stikkontakt og stikprop skal passe sammen. Forsøg ikke at mase en stikprop i en kontakt.
  • Antallet af stikkontakter skal passe til familiens behov. Overvej at få lavet flere kontakter, hvis du bruger for mange forlængerledninger for at få strøm til dine elapparater.
  • Fastgør dine ledninger til væggen eller fodpanelet, så man ikke falder i dem.
  • Få udskiftet gamle, løse og slidte stikkontakter til nye med pillesikring.
  • Få udskiftet ledninger, hvor isoleringen er mørnet. Mørnede stofledninger kan være brandfarlige.
  • Tjek, at alle stikpropper er af den type, hvor der kun er metal på halvdelen af stikket.
  • Sæt stikpropper ind i de stikkontakter, der ikke bliver brugt, og også gerne i dem, der sidder i den højde, hvor barnet sidder og leger.

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen

SikkerHverdag.dk er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet.