Trafiktræning

Trafiktræning

Det er vigtigt, at dit barn lærer at beherske sin cykel, inden det kommer med ud i trafikken. Find et stille og roligt område, hvor I kan øve jer, og prøv at gøre træningen så sjov og hyggelig som muligt. Det kan desuden være en god ide at tale med dit barn om, at målet ikke er at komme hurtigst frem, men at det derimod handler om at overholde reglerne og køre sikkert.

Trafikskilte

Før I begiver jer ud i trafikken, skal du begynde at øve trafikregler med dit barn og lære barnet de mest almindelige trafikskilte. Børneulykkesfonden har udviklet app’en TRAFIK-KLAR, hvor dit barn kan tjekke, om det har helt styr på trafikreglerne og ved, hvad alle skiltene betyder. Du kan læse mere om app’en TRAFIK KLAR her.

 

 

 

 

 

 

Før barnet kan komme med ud i trafikken, skal det have lært:

  1. At holde balancen: Først skal dit barn lære at holde balancen. Mange forældre vælger at give deres barn støttehjul på, men det kan faktisk gøre, at barnet får svært ved at lære at holde balancen selv. Man kan i stedet anbringe en pind eller et kosteskaft bag på cyklen. 
  2. At bremse sikkert: Hvis barnet har været vant til at bruge en løbecykel, har det erfaring med at bremse med benene. Nu skal barnet lære at bremse med pedalerne. Det kan være en god ide at tegne to stoplinjer, som barnet kan køre imellem og bremse, når det når en streg.
  3. At cykle uden at slingre: Efter dit barn har lært at holde balancen, skal det lære at kunne styre cyklen. Det kan gøres ved hjælp at et par manøvreøvelser. Prøv fx at tegne to lange, parallelle streger, og øv jer i at holde jer inden for stregerne, mens I cykler. Barnet skal kunne se til siden og tilbage uden at slingre for meget.
  4. At give tegn: Når din barn har fået lidt mere erfaring, er det klar til at lære at give tegn. Det kræver, at barnet kan slippe styret med den ene hånd uden at slingre. Øv jer stille og roligt i at slippe styret og give tegn til at svinge og stoppe. Når barnet føler sig sikker i dette, kan I gøre øvelserne sværere ved at lave sving, stoplinjer osv.  

SikkerHverdag.dk er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet.