Sikkerhedstjek af cykelhjelmen

Sikkerhedstjek af cykelhjelmen

I Danmark er der ingen regler om brug af cykelhjelm. Du må altså selv afgøre, om du mener, det er nødvendigt at bruge cykelhjelm. En cykelhjelm kan dog gøre en stor forskel, hvis du eller dit barn kommer ud for en ulykke i trafikken, og det anbefales derfor, at alle bruger cykelhjelm.

Sikkerhedstjek af cykelhjelmen

Det er ikke nok, at dit barn kører med cykelhjelm, hvis ikke den bliver brugt rigtigt. Konsekvensen er, at sikkerheden falder betydeligt. Hvis dit barn skal have den optimale beskyttelse ved brug af cykelhjelm, er det vigtigt at give den et sikkerhedstjek med jævne mellemrum.

5 gode råd: Giv din hjelm et sikkerhedstjek

  1. Hjelmen skal sidde næsten vandret på hovedet. Der skal være omkring to cm fra øjenbrynet til hjelmens forkant.
  2. Hjelmen skal dække pande, baghoved og tindinger. Den skal sidde så stramt, at man kun kan få to fingre ind mellem remmen og hagen, når den er spændt. Den må ikke rutsje rundt på hovedet. Spænderne på remmen skal sidde under øreflipen.
  3. Justér remmene en gang om ugen. De skal være så stramme, at hjelmen sidder godt fast, dog uden at det er ubehageligt.
  4. Husk, at dit barn skal have ny cykelhjelm, når den gamle er for lille til at dække hovedet tilstrækkeligt.
  5. Skift hjelmen ud, hvis den får et slag. Selv den mindste flække betyder, at hjelmen ikke er sikker mere.

SikkerHverdag.dk er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet.