Cykelstol

Cykelstol

Det er vigtigt, at barnet kan sidde selv, før du cykler med det i en cykelstol. For de fleste børn sker dette omkring 9-måneders-alderen. Når du skal vælge en cykelstol, kan det være en god idé at tage barnet med, så du er sikker på, at stolen passer til barnets alder og størrelse. Husk, at du aldrig må gå fra din cykel, hvis dit barn sidder i cykelstolen, da cyklen nemt kan vælte.

Tjekliste ved køb af cykelstol:

  1. Stolen skal kunne sidde på cyklens stel – og ikke kun på bagagebæreren.
  2. Stolen skal have justerbare fodhvilere og remme til fødderne.
  3. Stolen skal have en sele til at holde barnet fast. De bedste seler er H- eller Y-formede. Selen skal sidde stramt, men det skal selvfølgelig ikke være ubehageligt for barnet. Hvis selen sidder for løst, kan barnet forsøge at rejse sig op, hvilket kan bringe cyklen ud af balance

 Sådan er reglerne for cykelstole:

  • Føreren af cyklen skal være 15 år for at måtte køre med børn på cyklen.
  • Børnene skal sidde i en godkendt cykelstol med afskærmning mod hjul og andre bevægelige dele.
  • Det anbefales ikke, at man transporterer mere end 2 børn under 8 år i cykelstole. Hvis man ønsker at transportere mere end 2 børn, kan man i stedet benytte en ladcykel. 

Cykelstol – bagpå eller foran?

En cykelstol kan både være monteret bagpå eller foran på cyklen, og der er fordele og ulemper ved begge metoder. Stole, der er monteret bag på cyklen, er ofte mere behagelige, fordi der er bedre plads til arm- og ryglæn. Til gengæld har barnet et begrænset udsyn, og der er ikke plads til, at cyklisten har en rygsæk på. Dette er ikke et problem, når cykelstolen er placeret foran, men her kan en vindskærm være nødvendig, fordi barnet ikke er beskyttet mod vind og regn. Desuden er cykelstole, der er monteret foran på cyklen, beregnet til mindre børn og kan derfor ikke bruges lige så længe, som cykelstole, der er monteret bagpå cyklen.

 

 

SikkerHverdag.dk er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet.