Autostolen skal passe til barnets vægt og højde

Autostolen skal passe til barnets vægt og højde

Det er både ulovligt og farligt ikke at have det rigtige sikkerhedsudstyr, når du har børn med i bilen. Det betyder, at dit barn under 135 cm skal være fastspændt i en sikkerhedsgodkendt autostol, som passer i størrelsen. Her kan du læse mere om, hvordan du vælger en autostol, der passer til barnets vægt og højde.

Hvis du ønsker at vide mere om bl.a. lovkrav og regler, kan du læse flere artikler om, hvad du skal være opmærksom på med børn i bilen her.

Autostolen skal passe til barnets vægt og højde

Autostolen skal leve op til sikkerhedsstandarderne, men er kun lovlig og sikker, hvis den også passer til barnets vægt og højde.

Det kan være en god idé at tage både dit barn og bilen med hen til forretningen, når du skal købe autostol mv., så du kan vælge en autostol, der passer til bilen, og som dit barn sidder godt i.

Autostol til 0-1-årige (0-13 kg)

For babyer op til 9 kg skal der bruges en bagudvendt autostol. Sådan en beskytter barnets hoved og nakke ved frontal kollision langt bedre end en fremadvendt. Derfor er det sikrest at have barnet placeret i en bagudvendt autostol så længe som muligt, typisk til de er omkring 3 år. Hvis barnet sidder i en i-size godkendt autostol, skal det sidde bagudvendt, indtil det er 15 mdr. gammelt. i-size er en ny godkendelsesordning for autostole, der trådte i kraft i juli 2013. Det betyder dog ikke, at de autostole, der er godkendt efter tidligere standarter er ulovlige.                               

Autostolen er blevet for lille, når barnet har overskredet vægtgrænsen, eller når hovedet stikker op over kanten på stolen.

 

 

 

 

 

Autostol til 1-3-årige (9-18 kg)

Autostolen til denne aldersgruppe kan både være fremadvendt eller bagudvendt:

  • En bagudvendt autostol er det sikreste valg, da den beskytter barnets hoved og nakke ved frontal kollision. Dog kan den være vanskelig at installere, hvis bilen ikke er udstyret med isofix, og den kræver mere plads end en fremadvendt.
  • En fremadvendt autostol er ofte lettere at montere, lettere at flytte fra bil til bil, og føreren har bedre kontakt med barnet på bagsædet. Dog er barnet dårligere beskyttet ved frontalt sammenstød, fordi barnets nakke belastes meget, da nakkemusklerne ikke er stærke nok til at holde barnets hoved tilbage, når bilen stopper brat op.

Autostol til 4-10-årige (15-36 kg)

Børn i denne vægtgruppe kan sidde på en selepude. Et godt tip er at finde en selepude med ryglæn, da ryglænet giver god støtte til barnets hoved og beskytter i tilfælde af kollision. Desuden bliver barnets højde tilpasset bilens sikkerhedssele. Man kan fjerne ryglænet fra selepuden, men det anbefales ikke, før barnet er blevet for højt til ryglænet.

Brugte autostole

Der er ikke noget i vejen for, at I bruger en brugt autostol. Vær dog opmærksom på, at:

  • standarderne inden for autostole opdateres med jævne mellemrum, og husk derfor at tjekke, om autostolen har den rette sikkerhedsgodkendelse.
  • autostolen må ikke have været involveret i et trafikuheld, da det kan have beskadiget stolen.

 

SikkerHverdag.dk er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet.